Klemensker Kro

KLEMENSKER KRO

Om os

Om os

Om os

Vi overtog kroen i 2021 og har renoveret den fra kælder til kvist men uden at give køb på de detaljer og den charme der skal være på en dansk landevejskro. I dag er Klemensker Kro det perfekte udgangspunkt for dit ophold på Bornholm. Med sin placering tæt på naturen og med aktiviteter for store og små er vi sikre på i vil nyde jeres ophold her. På kroen har vi også selskabslokaler med plads til 100 siddende gæster, der kan danne den helt rigtige ramme for dit bryllup, konfirmation, fødselsdag, foredrag, optræden eller den helt store familiefest. Vi glæder os til at byde jer velkommen hos os - Linette, Rasmus, Molly og Holger. Pssst. hvis du ikke vil afsløres af de lokale, så skal du huske at udtale bynavnet [Klem-sker] og ikke [Klem-en-sker].

Historie

Hist hvor vejen slår en bugt, ligger der en landevejskro og der har den ligget de sidste 450 år.

I løbet af middelalderen udvikledes et netværk af landevejskroer i Danmark hvor kroen, sammen med kirken, blev det naturlige midtpunkt i sognet og altså også her i Klemensker.

Et mundheld går: “Hvor Herren bygger en kirke, bygger djævlen en kro” og selvom det da nok kan have sin rigtighed skyldes det nok nærmere det forhold at sognebørnene i mange tilfælde manglede et sted at holde deres arrangementer og sognemøder.

Kroen har derfor i hele sin levetid været et omdrejningspunkt for livet i Klemensker og i 1851 bekendtgjorde den daværende kroejer at der fastelavnssøndag kl 13:00 blev afholdt skydekonkurrence og vinderen vandt en ny god rensemaskine der kunne være til stor nytte på gården.

Kroen som vi kender den i dag må i store træk tilskrives Anthon Due der i slutningen af 1800-tallet slog sine folder på matriklen. Han udvidede bygningerne med en ny fløj som indeholdt både sal og restauration.

For ikke at tage for meget af kirkens publikum havde Hr. Due en aftale med Sognepræst Sodemann om ikke at udskænke alkohol under gudstjenesterne. I stedet kunne Hr. Due så gå i kirke og omvendt hed det sig at provsten da også gerne kiggede forbi til et slag Lhombre eller Whist (begge er kortspil). I 1907 solgte Hr. Due kroen til M.P. Schou der byggede yderligere ud efter kroen var brændt i 1911.

I nyere tid har Klemensker Kro levet en noget omtumlet tilværelse, med skiftende ejere og forskellige formål. Kroen har således lagt lokaler til bl.a. et call-center og været samlingsstedet for en line-dance klub.

Den 1. Januar 2021 overtog vi nøglerne til kroen og gik straks igang med den efterhånden tiltrængte renovering af bygningerne, med målet om igen at blive byens samlingspunkt.

Har du spørgsmål?

Send os din kontaktinformation og vi vender tilbage hurtigst muligt.

DanishEnglishGerman